Workshops forår 2017

Næste ASIST workshop afvikles på Menstrup Kro, Næstved
6. & 7. Marts 2017

Pris: 2895,- plus moms, dækker træning, materialer og fuld forplejning.

Kontakt: hanne@gk-konsulenterne.dk, tlf 23367118 for yderligere information og tilmelding.

Trænere:
Hanne Gullestrup, ASIST certificeret, Stopselvmord.nu
Susanne Sondrup, ASIST certificeret, Susannesondrup.dk
Ann-Jorid Møller,  ASIST certificeret, Vivat, Norge

image

Hjælp mennesker med selvmordstanker

 

På “stopselvmord nu” er vi særligt opmærksomme på mennesker, der ikke selv søger hjælp, fx hos egen læge eller ved at ringe til Livslinien. Mennesker, for hvem selvmordstanker er så skamfulde, at de ikke selv kan overvinde tabuet og søge hjælp. Stopselvmord.nu tilbyder træning i at “spotte” mennesker, der kan tænkes at holde deres selvmordstanker hemmelige for omverdenen og derfor er afhængive af, at medmennesker tager ansvar for at spørge direkte.

Vi tilbyder bl.a. foredraget “Stopselvmord nu!” og den internationalt anerkendte  ASIST 2 dages workshop i selvmordsforebyggelse.

Kontakt os på Tlf. 23 36 71 18

Selvmord angår os alle

Selvmord angår os alle

To mennesker dør gennemsnitligt hver dag af selvmord i Danmark, svarende til 605 årligt.
Til sammenligning dør ca. 191 i trafikken.
At enhver bør kunne fysisk førstehjælp er rodfæstet i vores bevidsthed. Hvorfor har psykisk førstehjælp ikke samme naturlige prioritet i vores bevidsthed?

Af Hanne Gullestrup, Leder af organisationen Stop Selvmord Nu.

Hanne Gullestrup

Jeg er ca. seks år. Mens jeg leger på fliserne foran sommerhuset, flænges luften af et sønderrivende skrig: ”Neej, neej…” Jeg ser naboen, min tante, styrte forvildet rundt i haven med onkel i hælende: ”Sssh, sssh…”.  Sønnen på 15 år er død. ”Brækket nakke efter fald fra køkkenbordet” siges det, for tante har dårlige nerver, og tåler ikke sandheden: Peter har taget sit liv.

Anden gang er samme år. Af og til er han med elevatoren. En smilende mand med brune øjne og mørkebrunt, pomadiseret hentehår. En dag er han død. Selvmord. Blandt os børn i huset går snakken.  Hvem har set og hørt hvad?

Der går vel seks år. Min far forpagter en benzintank. Bent har vagten, og far skal lige forbi med en ven og dennes søn for at fikse noget på bilen. Sønnen på 12 år løber ind og finder Bent, død af selvmord.

Jeg er den sidste, der ser Josephine i live. Vi drikker te og spiser boller. Samme aften ringes jeg ringet op med besked om, at hun er død.  ”Undskyld!” Har hun flygtigt skrevet på en lap papir. Forældrene er bekymrede for, om præsten vil begrave hende, når det er selvmord.

Jeg kan tælle over femogtyve selvmord i egne rækker. Min oldemor, mens mor er højgravid med mig. Min fasters mand. To studiekammerater. En kollegas svigerinde. En nær venindes datter. Min brors nabo. Min fætters yngre halvbror. Min sangelevs svigersøn. Fars vens ældste søn. Min mands kollega. Jeg har ansigt på alle. Og så er der de gange, jeg har ventet i eller på et tog pga. personpåkørsel. Notitser i avisen om en kendis – eller et familiemedlem til denne. Skuespillere. Politikere. Direktører. Forfattere. Digtere. Malere. Komponister. Samtidige og historiske.

  • Var de alle psykisk syge? Næppe!
  • Tilhørte alle en særlig risikogruppe? Næppe!
  • Var der en forudsigelig forklaring på deres tragiske valg? Næppe!
  • Kan enhver mon nå dertil, at problemer og afmagt hober sig op i en sådan grad, at selvmordstanker popper op? Sandsynligvis!

Ved selvmord søges årsagen. For der er næsten altid en forhistorie, som synes åbenlys: ”Kæresten slog jo op, og så…”, ”Han mistede jo sit job, og så…” Årsagen bruges som distance til tragedien. Dette var et helt særligt tilfælde. Det måtte jo gå sådan. Men samtidig kan man fyldes af skyld over ikke at have grebet ind. ”Jeg fik jo det der mærkelige postkort…”, ”Det var så underligt, pludseligt begyndte hun at forære sine ting væk…”Man havde set tegnene, men ikke troet, at netop hun ville gøre det.

Der er nyligt afsat 43 millioner til skærpet selvmordsforebyggelse. En del går til øget tilgængelighed.
Dvs. til at hjælpe mennesker, der er bevidste om, at selvmordstanker er livsfarlige.
Mennesker, hvor håbet får lov at kile sig ind i tvivlen og pege på en bedre udvej end døden.
Mennesker, der kan tage sig selv i nakken og søge hjælp og fx ringe til Livslinien, opsøge det regionale selvmordsteam eller søge læge. Hvor det er afgørende, at der er nogen i den anden ende – også udenfor normal åbningstid, og at hjælpen er professionel, koordineret og effektiv, så meningsløse dødsfald afværges.

Men hvad med mennesket, der er overbevist om at have større værdi for andre død end levende?
Mennesket, der har mistet det, han mener at leve for, og er overbevist om, at intet kan lindre tabet? Vil han selv, aktivt søge hjælp?
Kunne vi, der ser ham i hverdagen og undrer os over hans adfærd, række hånden ud og tilbyde hjælp, med samme selvfølgelige forpligtelse, som hvis et menneske falder om på gaden?

Med en stigende selvmordsrate skal vi kunne det.
Et samfund er i krise, når så mange unge mennesker dømmer livet ude, før de har fået fat. Når så mange voksnes liv går til spilde med deres viden, kunnen og livserfaring.
Så hvorfor forventes vi ikke at kunne yde psykisk førstehjælp?
Fordi selvmord er omgærdet af myter og tabuer:

Selvmordstanker ses som et psykisk brist, der gælder andre, ikke mig.  En myte som ”de, der taler om det, gør det ikke”, får os til at lukke øjnene for risikoen.
For de gør det! Nogle tager heldigvis så mange tilløb, at den professionelle indsats når at virke, før det ender i tragedie. Men hvor myten efter første, andet og tredje selvmordsforsøg siger:
”Hun mener det jo ikke, det er bare et råb om hjælp”, så viser forskning faktisk det modsatte. Det er svært at tage livet af sig – bogstaveligt talt. Det strider mod vores natur.
Mennesker, der søger døden som løsning på deres problemer, men ikke har evnen til at dræbe sig selv, har brug for at øve sig, og kommer for ved hvert forsøg tættere på kanten. Mange, der dør af selvmord, har et eller flere forsøg bag sig før det lykkes.

Til forebyggende formål gør statistik det muligt at udpege grupper som mere udsatte end andre.
Fx er mennesker, der lider psykisk, mere udsatte. Pt. i særlig grad unge piger i vores samfund. Og ensomme, dvs. mennesker der føler ikke at høre til nogen steder.  Pt. i særlig grad enlige, midaldrende mænd.
Men reelt er en langt bredere del af befolkningen selvmordstruet ud fra det faktum, at psykisk smerte og svær stress, forårsaget af ophobning af problemer, kan lede til selvmordstanker, og en eller begge af disse tilstande vil formentligt ramme de fleste af os i løbet af livet.

Når den forebyggende indsats mest foretages af et social- og sundhedsfagligt system, kan man forledes til at tro, at selvmordstanker er en sygdom, der hovedsageligt rammer risikogrupper. Om unge piger siges fx, at selvskadende adfærd ”smitter”, og de stigmatiseres som: Cuttere, panodilpiger, borderlinerne…
Hvilket i praksis betyder, at deres selvmordstanker ikke skal tages alvorligt. Det gør det jo bare for at få opmærksomhed!

Min datter, en sej – i dag glad og livsklog – ung kvinde, har en lang historie med selvmordsforsøg bag sig.
En aften er hun bragt ind på grund af en overdosis medicin. Hun sover dybt. Om munden og på den hvide hospitalsskjorte ses noget indtørret, sort stads. Jeg spørger: ”Hvad er det?”. ”Nåh dét, det er kul. Det giver man dem altid, hvis de har taget for meget”.
Stigmaet for fuld udblæsning. Her er hun, selvmordskandidaten – der vil have opmærksomhed, udstillet til spe og spot uden ret til den smule omsorg, der ligger i lige at fjerne skidtet ved munden. Med stigma og tabuer vendes ryggen til den kendsgerning, at selvmord kan ramme både dig og mig, og dem vi elsker og er helt tæt på.
Og vi ser bort fra den kendsgerning, at det ikke er sygdommen, der udgør risikoen, men de svære tanker og problemer, der er forbundet med at skulle leve i og med lidelse.

Tabuer og myter hindrer, at vi i hverdagen – kolleger, lærer/elev, rådgiver/borger, familiære & venskabelige relationer – taler med hinanden, hvis livet er så svært, at selvmord popper op i tankerne som en løsning på et liv, man i situationen ikke magter.
Der viges udenom at spørge direkte af frygt for at ”plante ideen” i den andens hoved, og bekymringen luftes ved omskrivninger: ”Nu har du vel ikke tænkt dig at gøre noget dumt?”, ”Nu passer du vel godt på dig selv?”

Vi kan gå op og ned af et menneske, vi er så bekymrede for, at vi taler med andre om det, uden at tage fat om nældens rod og konfrontere personen direkte.
En gang, hvor mit eget liv var svært problematisk, sad jeg på en café og fortalte til en livslang veninde, der er psykoterapeut, da hun pludselig udbryder: ”Har du overvejet at tale med nogen om det!”
At tale om ”den slags” skal åbenbart foregå i et særligt, professionelt rum med en pakke Klinex på bordet og ikke på cafeen med en nær relation!
Det kræver en særlig uddannelse og særlige faglige forudsætninger at tale om selvmordstanker. I dette ligger en afvisning af det almindelige livs vilkår.
Tabuet tyknes og tavsheden kan blive fatal. Grundet stigmaet distancerer vi os fra selvmord som noget, der kan ramme os selv og vores nære. Kun professionelle kan tale om selvmord og i en sygdomsrelateret diskurs: Forebyggelse og behandling.

Her er så min pointe:
Nemlig at der også bør prioriteres en selvmordsintervenerende indsats udenfor social- og sundhedssektoren. Altså færdigheder i aktivt at henvende sig til og konfrontere medmennesker, man er bekymret for.
Hver arbejdsplads, skole, institution, frivilligforening, boligforening bør kunne henvise til mindst én, der kan psykisk førstehjælp.
Der var fysisk førstehjælp på skemaet, da jeg gik i 7. klasse og igen i gymnasiet. Siden på to forskellige arbejdspladser, pga. episoder på arbejdspladsen, hvor flere følte sig magtesløse.
Vi røg af sted på kursus hele banden, også os, der kunne det i forvejen. Nødvendigheden betvivles ikke.

I mindst tredive andre lande tilbydes mennesker også udenfor social- og sundhedssektoren kurser i selvmordsintervenerende førstehjælp.
Den canadiske organisation LivingWorks har gennem 30 år uddannet millioner af førstehjælpere verden over.
I Norge er selvmordsintervenerende førstehjælp obligatorisk for medarbejdere også i primærsektoren.

I Australien er selvmordsraten i byggeindustrien uhyggelig høj, og man har i Queensland de sidste 8 år uddannet førstehjælpere lokalt på byggepladserne, hvilket har sænket selvmordsraten med over 7 % sammenlignet med nabostaterne.
Mændene her har svært ved aktivt at søge hjælp, men nu er kollegerne gensidigt opmærksomme på hinandens trivsel og beder førstehjælperen træde til, hvis de oplever, at en kollega ændrer adfærd og vækker bekymring.
Førstehjælperen er selv bygningsarbejder og træder omgående til, når han får en henvendelse; taler med den truede og får ham i sikkerhed og evt. behandling, hvis bekymringen er berettiget. Netop den akutte intervention er afgørende. Selvmordstanker er alvor.

Hvordan giver det mening, at en presset social- og sundhedssektor i Danmark alene har ansvaret for at bringe selvmordsraten ned?
Kan man tænke sig, at psykisk førstehjælp som fysisk førstehjælp bliver en grundfæstet moralsk forpligtelse, så vi bliver i stand til at yde hinanden begge former for hjælp?
At man lærer det i de ældste klasser?
At hele arbejdspladsen kommer på kursus, hvis der har været en episode? At den lærer og pædagog, der er bekymret over et ungt menneskes afmagt ved livet, er parat til at hindre ulykken og lindre smerten, til der om nødvendigt bliver plads i det professionelle system?
At tillidsrepræsentanten, der ved fyringsrunden er bekymret for sin afskedigede kollega, ved hvad han skal sige og gøre?

For Stop Selvmord Nu er målet at vi alle deltager i samarbejdet om at skabe et selvmordssikkert samfund ved at rejse debat om, at selvmord angår os alle, så vi bliver villige, parate og i stand til at hjælpe hinanden med samme selvfølgelighed, som vi føler os forpligtede til at yde fysisk førstehjælp i svære situationer, der opstår i løbet af de fleste menneskers liv, uden tabuer og stigmatisering.